Glatsnog og Æskulapsnog i Danmark

DANMARKS UGLER


En virkelig fantastisk og unik film


1940, 10 min., Stum

"Sløruglen laver sin rede i lader eller kirkebygninger. Skovhornuglen har rede i trætoppene. Under træet finder man gylp, der består af ufordøjede rester af mus.

Mosehornuglen har sin rede på jorden. Minervauglen kaldes også kirkeugle. Natuglen har rede i hule træer. Småfugle og egern driller.

Uglen overfalder et menneske for at forsvare sine unger og ses på musejagt. Den store hornugle".


Emneord: 1940-1949FugleUgler

Manus: Dines Hansen

Fotograf: C.H. Helm

Filmtype: DK/Dokumentarfilm, Naturfilm

Se alle credits i Filmdatabasen


      Glatsnog (Coronella austriaca) og Æskulapsnog (elaphe longissimi) i Danmark


Er Glatsnogen uddød i Danmark? Vi kender ikke svaret. Du kan være med til at genfinde arten.




Smooth snake (Coronella austriaca) and Aesculapian snake (Elaphe longissimi) in Denmark.


      Both species are very rare and possibly extinct in Denmark. Status: Smooth Snake 7 records from 7 locations

      between 1893 and 1914 and Aesculapian Snake Three records from the same area between 1810 and 1863.


  We would like more information about the two species in Denmark. Kontakt Jørgen Terp Laursen jtl( )kirkeugle.dk

Glatsnog (Coronella austriaca) Goteborg, Sverige.

Foto: Hans Viborg Kristensen.

Glatsnog (Coronella austriaca) Slesvig, Nordtyskland.

Foto: Hans Viborg Kristensen.

Med held kan man finde Glatsnog og andre arter krybdyr under udlagte plader på egnede levesteder. Begge fotos (biotop og glatsnog) er fra Wilden Moor i Tyskland. Foto: Hans Viborg Kristensen.



I artiklen ”De danske Krybdyrs Udbredelsesforhold” - Flora og Fauna 1943-45 skriver Hans Hvass følgende om Glatsnogen i Danmark - citeret.


Glatsnogen Coronella austriaca

”Gennemsnitslængde 60-70 cm. Største eksemplar 71,5 cm, Ørholm 1883(84), N. W. Larsen.

Glatsnogen lever på soltørre steder med rigelig Lyng- og Buskvækst. Den hører til Danmarks sjældneste Dyr, idet der hidtil kun kendes otte danske Eksemplarer; 3 fra Jylland, 1 fra Fyn og 4 fra Sjælland. For de syv Eksemplarers Vedkommende henviser jeg til min Artikel om Danmarks Glatsnoge i Naturens Verden 1941.

Det sidste Eksemplar er 57,5 cm og taget 1912 i Hareskoven (?) som en formodet Hugorm. Dens Identitet med en Glatsnog er først blevet sikkert bevist 1944, men Findestedet er endnu ikke endeligt fastslaaet.

Det er ganske ejendommeligt, at de faa Glatsnogelokaliteter findes saa stærkt spredt ud over Landet; men der er vel næppe Tvivl om, at der eksisterer Glatsnoge flere steder i Danmark, om ogsaa Arten er i Uddøen. Ukendskab til Dyrets Eksistens samt den overfladiske Lighed med Hugormen har tjent til at vanskeliggøre yderligere Paavisninger.

Dog er jeg i besiddelse af Oplysninger om Findesteder, der er rimelig Grund til at fæste Lid til, men som ikke bør publiceres før corpus delicti er fremskaffet.

Jylland, Hirtshals, ca. 1887, ved J. Wulff Flyndersø, 12, K. Jørgensen; 14 J. Sørensen.

Fyn, Ørsted (?) 1878-80, P. Richard (?).

Sjælland, Rørvig, 01, P. Lakjer, Søndersø, 1870érne, ved Lehmann. Ørholm, 1883 el. 84, N. W. Larsen. Hareskov (?), 1912, G. Hansen (?)”.


Litteratur

Se også af Hans Hvass:

Danmarks Padder og Krybdyr, 1936.

”Danmarks Glatsnoge”; Naturens Verden 1941”.

”Foreløbig Meddelelse om de danske Krybdyrs Udbredelsesforhold”; Flora og Fauna 1942.   

Se også J.R. Pfaff:

”De danske padders og krybdyrs udbredelse”; Flora og Fauna, 1943.

”Se i øvrigt i Litteraturlisten i J. R. Pfaffs Afhandling”.


I artiklen ”De danske padders og krybdyrs udbredelse” - Flora og Fauna 1943-45 skriver J. R. Pfaff følgende om Glatsnogen i Danmark - citeret.


”I Danmark er glatsnogen fundet med lange mellemrum paa spredte lokaliteter i Jylland og på Fyn og Sjælland. Det hidtil sidste eksemplar blev taget ved Flyndersø ved Skive i 1914. Da der blev fremsat den formodning, at glatsnogen ikke skulde være hjemmehørende i Danmark, men at de fundne eksemplarer skulde være tilfældigt indslæbt (jf.? og brev fra S. Knudsen) skal jeg her henvise til, at jeg andetsteds (Pfaff 35. p. 116-117) har paavist det fejlagtige i denne opfattelse. Der er ingen tvivl om, at glatsnogen tilhører den danske dyreverden, det viser baade de danske fund og dens udbredelse i vore nabolande. Den er ikke ualmindelig i visse norske og svenske egne, og fra Holsten kendes den fra adskillige lokaliteter; fra Sydslesvig kendes den i hvert fald fra Husumegnen (E. Mohr, 1926).

Der er dog vist ingen tvivl om, at glatsnogen hører til vore sjældne dyr, ligesom den sikkert er forsvundet fra egne, hvor man tidligere har fundet den. Det er muligvis en art, som er ved at forsvinde. Det er dog ikke givet, at den er helt saa sjælden, som i almindelighed antaget, idet den vel som oftest vil blive forvekslet med hugormen. 

Hvad de danske eksemplarers historie angaar, skal jeg henvise til Hvass (1941). Kun angaaende eksemplaret fra Fyn skal jeg oplyse følgende: Paa et møde i Naturhistorisk Forening i 1941 foreviste jeg den fynske glatsnog og mente paa grundlag af foretagne undersøgelser at turde fremsætte den formodning, at den var fanget af Poul Richard i 1883 i Ørstedegnen. Det er imidlertid senere lykkedes hr. lektor Heilmann Clausen, Fredericia, at fastslaa, at den lærer paa Fredericia latinskole cand theol H. Steffensen, som if. en meddelelse til prof. Jungersen fra nu afdøde læge V. P. C. Wilkens modtog glatsnogen af en fynsk præstesøn, var lærer ved skolen fra 1.12.1877 til slutningen af 1880. Wilkens gik paa skolen fra 1874 til 1883 og da Poul Richard blev student i 1885, er der intet til hindrer for, at de begge kan have haft Steffensen som lærer (Poul Richard´s fader, digteren Chr. Richard var præst i Ørsted fra 1876-1886). Der er derfor stadig en vis sandsynlighed for, at glatsnogen er fanget af nu afdøde Poul Richard i Ørstedegnen, men at tidspunktet ligger forud for det hidtil stipulerede, nemlig 1878-1880. Det må dog i sandhedens interesse paapeges, at der tidligere foreligger den mulighed, at dyret er fanget af en fynsk præstesøn, som har forladt skolen, uden eksamen, og hvis data det derfor ikke har været muligt at efterspore.


Jylland: Hirtshals, 1884, J. Wulff, Hjørring realskole (ZM). Flyndersø, 12 Kr. Jørgensen (ZM); 14 Johs. Sørensen (ZM).

Fyn: Ørsted-egnen (?), 1878-1880, Poul Richard (?), (Fredericia gymnasiums samling).

Sjælland: Rørvig, ol, P. Lakjer (ZM). Søndersø, 1870erne, P. B. Krarup (ZM), Ørholm, 1883 ell. 1884, N. W. Larsen (fra prinsesse Charlottegades skoles samling til ZM). Saltholms Flak: 1912, Aa Vilsmark (ZM). Utvivlsomt af svensk oprindelse!)”.     



Beskrivelse

Glatsnogen er ugiftig og kan i Danmark kun forveksles med Hugorm.

”Glatsnogen bliver indtil ca. 80 cm lang, den længste - som er målt i Norge – var 89 cm. Farven er brun eller grå, men kan også være gul- eller rødbrun. Farven er mørkere på midten af ryggen end ned langs siderne. På baghovedet har den en stor mørkebrun kroneplet, og der løber en brun stribe fra næseborene gennem øjnene til mundvige og hals. Fra baghovedet fortsætter to rækker mørkebrune pletter ned langs ryggen, disse pletter kan sidde forskudt for hinanden eller hos nogle glatsnoge smelte sammen i et mønster, der kan minde om hugormens siksakstriber”. (Kilde: Wikipedia).


Gamle fund 

Glatsnogen har formentligt altid været sjælden i Danmark, men tidligere dog ret udbredt. Første sikre danske fund blev gjort i 1893. I perioden 1893-2014 kendes 7 fund. Det sidste sikre danske fund blev gjort ved Hjerl Hede i 1914.  Mulige fund er gjort i 1935, 1947 og 1958 og efterfølgende er der rygter om enkelte iagttagelser.   

               

Hvor skal man eftersøge Glatsnogen?

Glatsnogen, der foretrækker store sammenhængende naturområder, er vanskelig at finde og bestandstætheden er betydelig mindre end hos Hugorm. Så det er en vanskelig art at have med at gøre. De nærmeste bestande af Glatsnog finder vi i dag i Slesvig Holsten, hvor den især træffes i hedeområder. dvs. i samme biotoptype, som arten er kendt fra i Danmark. Så det er givet i denne landskabstype, du har størst chancer for at genfinde Glatsnogen. Flyndersø og Vandplasken i Nordjylland regnes i dag som de bedste steder at eftersøge arten.


Hvis du ser en mulig Glatsnog – hvad så?

Tag evt. fotos, og lav en fyldestgørende beskrivelse af observationen.  Notér dato, lokalitet, naturforhold omkring fundstedet samt adfærd - om den blev set på jorden eller oppe i vegetationen og ikke mindst slangens ca. længde, farve og mønstre. Det er især vigtig at se hovedtegninger. Gode notater giver os et godt vurderingsgrundlag. Er du i det mindste i tvivl om, hvilken slange du fx har fotograferet. Så send foto til siden. Vi vil så forsøge en artsbestemmelse.


Skjulte observationer

Ønskes en observation hemmeligholdt – kontakt Jørgen Terp Laursen for nærmere aftale.


Samarbejde

Glatsnog-gruppen er blevet til i samarbejde med Naturhistorisk Museum, Søhøjlandet, Naturstyrelsen og Østjysk Biologisk Forening. (Hans Viborg Kristensen, Jan Kjærgaard og Jørgen Terp Laursen).



Æskulapsnog (Zamenis longissimus)


"Æskulapsnogen er den største slange af de slanger, der har levet i Danmark i historisk tid, og den er Europas største slangeart. Den opnår som regel en længde mellem 100 og 150 cm, men den kan blive 200 cm lang, og i lighed med de andre slanger, er det hunnerne, der bliver størst. Æskulapsnogen har i forhold til sin størrelse et forholdsvis lille hoved, men til gengæld har den en lang kegleformet hale, der udgør ca. 20 procent af dens fulde kropslængde.[5]

Farven hos æskulapsnogen kan godt variere en hel del fra individ til individ, ryggen kan være olivenfarvet, gråbrun, gulbrun eller en blanding af disse farver, og de fleste af dens skæl er kantet med lyse striber. Æskulapsnogen har ofte et par gullige pletter på hver side af nakken. [5]

Øjnene har runde pupiller med rødgul iris, desuden har æskulapsnogen som regel en mørk stribe, der løber fra øjet ned til mundvigen. Æskulapsnogens skæl er glatte, bortset fra kroppens bagerste del, hvor skællende har en svag køl. Ned langs begge sider er de brede bugskinner forsynet med et skarpt knæk, sådan de danner et par ret skarpe kanter, det er disse bugkanter æskulapsnogen bruger når den kravler i træer. Sidste rapportede fund i Danmark er fra 1910" Kilde: Wikipedia.   

Den ufarlige Æskulapsnog - her i Serbien

Fotos af Æskulapsnog er venligt stillet til rådighed af Ottp Høj Madsen. Billederne er primært - måske alle - taget i Serbien.

Der lever 5 arter krybdyr i Danmark.

There are 5 species of reptiles in Denmark.


Bortset fra foto af den blåplettede form af Stålorm, er de øvrige billeder taget i Danmark. Foto: Jørgen Terp  Laursen

Markfirben (Lacerta agilis) han.

Skovfirben eller Almindeligt firben (Lacerta vivipara) eller (Zootoca vivipara) solbadende.

Markfirben (Lacerta agilis) Han og hun i parringsspil.

Skovfirben eller Almindeligt firben (Lacerta vivipara) eller (Zootoca vivipara) solbadende på træstykke. Ved siden af Skovfirbenet ligger to ekskrementer fra Dværgflagermus.

Skovfirbenet havde således valg at solbade under en flagermuskasse.   

Stålorm (Anguis fragilis). I litteraturen angives ofte, at man lettest kan forveksle Glatsnogen med Hugorm, hvilket også er rigtigt. Men ved en flygtig iagttagelse af en Stålorm er der også visse ligheder mht. hovedtegninger. Så ophører også alle ligheder mellem de to arter. Sammenlign fotos på denne side! 

Stålorm ((Anguis fragilis) fotograferet i Midtjylland.

Blåplettet stålorm (Anguis fragilis colchicus) regnes af nogen som en særlig race. Krroppens blå pletter ses især hos hannen i parringstiden. Denne variant findes også i Danmark, hvor den ikke er almindelig og træffes især i kystområder. Dette eksem-plar er fotograferet i Polen ved grænsen til Hviderusland i maj 2007.

Hugorm (Vipera berus). Her et ung individ. For farvetegninger og mønstre henvises til litteraturen. Hugormen findes også i en helt sort variant, der her i landet især træffes  i kystnære områder. 

Snog (Natrix natrix). Her to normalfarvede eksemplarer.

Litteratur


Fog, K. m.fl. 1997: Nordens padder og krybdyr. - GAD 1997.

Hansen, K. 1974: Blåplettet stålorm fra Hjelm. - Flora og Fauna 80: 21-22.

Kjærgaard, J., 1982a: Observationer af blåplettede stålorme. - Flora og Fauna 88: 85-86.

Lamberg, K., 1976: Blåplettet stålorm på Samsø. - Flora og Fauna 82: 50.

Laursen, J.T. 2007: Sort Hugorm - en østjysk sjældenhed. Gejrfuglen 43. årg. nr. 1.

Laursen, J.T. 2007: Sort Hugorm - en opdatering. Gejrfuglen 43. årg. nr. 2.

Laursen, J.T. 2011: Blåplettet Stålorm (Anguis Fragilis). Østjysk Biologisk Forenings hjemmeside 28. juni 2011.